Trods hård modvind i efteråret sætter Arla rekord

Skrevet af admin

18/02/2015

Dagens topnyheder

For mejerikoncernen Arla blev 2014 en blandet fornøjelse. Hvor man i første halvår opnåede flotte mælkepriser til andelshaverne, faldt den til gengæld markant i efteråret.

Her aftog efterspørgslen på mælk i Kina, samtidig med at Rusland indførte importstop for mejeriprodukter, og det kunne mærkes, fortæller koncernen i en pressemeddelelse.

Alligevel lykkedes det for Arla at komme ud af 2014 med et resultat på 2,4 milliarder kroner og en omsætning på 79,1 milliarder kroner, som aldrig har været højere.

Den såkaldte Arla-indtjening, som er et mål for den værdi, mejeriselskabet har skabt pr. kilo mælk fra ejerne, steg også til 3,11 kroner.

- Markedsforhold og det russiske importstop gør den økonomiske situation vanskelig for vores ejere, men vi har arbejdet hårdt for at minimere effekten af dette.

- Det har vi gjort ved at holde fast i vores strategi, som fokuserer på at skabe vækst udenfor Europa og samtidig styrke Arla på vores europæiske kernemarkeder, siger Arlas administrerende direktør, Peder Tuborgh.

En del af Arlas strategi går på at øge afsætningen af koncernens varemærkeproducenter som Lurpak og Castello frem for bare at sælge mælken videre til industribrug.

Det er samtidig lykkedes at vokse med 20 procent på forholdsvis nye markeder i Mellemøsten og Afrika.

Størstedelen af Arlas omsætning ligger i Storbritannien, efterfulgt af Sverige og Tyskland.

Årsregnskabet skal formelt godkendes på repræsentantskabsmødet 25. og 26. februar i Nyborg.

/ritzau/