Trods hurtig 3-0-føring: Roskilde presser FCK i pokalen

Skrevet af admin

30/10/2014

Mest læste i dag

Da der var spillet 15 minutter af FC Københavns pokalkamp torsdag ude mod FC Roskilde fra den næstbedste række, kunne tv-billederne vise en grinende Ståle Solbakken på udskiftningsbænken.

På det tidspunkt havde FCK-træneren netop set Danny Amankwaa brage bolden i mål til 3-0 for FCK med et afrettet skud.

Da tv-kameraerne syv minutter før tid igen zoomede ind på den norske træner, var det et anderledes stramt udtryk, der prægede Ståle Solbakkens ansigt.

Det var lige efter, at Bajram Fetai med sit andet mål inden for kort tid havde reduceret til 2-3, godt assisteret af FCK's vikarierende målmand, Johan Wiland, der droppede fælt.

Nej, fodboldkampe går ikke altid, som man tror, men det endte alligevel med en sejr på 3-2 til favoritten FCK.

Det tydede alt da også på efter kampens indledning, for som tidligere nævnt førte FCK 3-0 efter et kvarter.

Pierre Bengtsson agerede oplægger to gange, og det førte til hovedstødsscoringer fra Steve De Ridder og Andreas Cornelius.

Belgieren Steve De Ridder har ikke slået til, efter at han kom til FCK i sommer, men mod FC Roskilde havde han fået chancen fra start.

Det samme havde Christian Poulsen, som for første gang indgik i startopstillingen, efter at han for nylig vendte hjem til FCK efter 12 år i udlandet.

Det lignede en sikker FCK-sejr langt henne i kampen mod FC Roskilde, der stillede med velkendte navne som Anders Møller Christensen og Simon Richter i startopstillingen, mens Bajram Fetai kom ind i anden halvleg.

20 minutter før tid kom det første tegn på spænding, da FCK-forsvareren Mikael Antonsson oversatsede i en tackling og begik et helt unødvendigt straffespark på Roskilde-angriberen Emil Nielsen.

Bajram Fetai reducerede til 1-3, og senere scorede samme spiller en gang mere.

Hjemmeholdet havde muligheder i de afsluttende minutter, men til sidst kunne favoritterne puste ud.

/ritzau/