Trods hyppig kritik af togselskaber er kunderne tilfredse

Skrevet af admin

20/06/2016

Dagens topnyheder

Togselskaberne må ofte lægge øre til kritik i forbindelse med forsinkelser, aflysninger og mangel på siddepladser.

Men langt de fleste passagerer er faktisk fint tilfredse, når de rejser med tog, skriver Berlingske

Avisen henviser til en ny undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk Passagerpulsen har foretaget blandt 12.000 togpassagerer.

Otte ud af ti er alt i alt fint tilfredse med togrejsen, og det overrasker Forbrugerrådet Tænks direktør, Lars Pram.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der har været stor utilfredshed med togdriften i de første måneder af 2016. Vi ved, at DSB i årets første fire måneder har udbetalt dobbelt så mange rejsetidskompensationer, som de havde regnet med. Derfor er jeg lidt overrasket over, at tilfredsheden er så høj, siger Lars Pram til Berlingske.

På et punkt falmer tilfredsheden hos togpassagererne dog væsentligt. Når de skal bedømme sammenhængen mellem rejsens værdi og rejsens pris, erklærer kun halvdelen sig tilfredse, og hver femte mener ikke, man får nok for pengene.

Den utilfredshed ser Lars Pram som et "kraftigt signal" fra passagererne til togselskaberne.

Det er første gang, at tilfredsheden med den kollektive transport bliver kortlagt på tværs af trafikselskaber.

Tilfredshedsmålingen vil fremover udkomme to gange årligt baseret på cirka 18.000 besvarelser hver gang, hvor passagerne blandt andet vurderer toiletter, parkeringsforhold og informationer ved forsinkelser.

I denne omgang har DSB, Arriva Tog, Metroselskabet og Nordjyske Jernbaner ­deltaget, og selskaberne får altså generelt en god anmeldelse af passagererne.

/ritzau/