Trods lille underskud slipper AaB helt af med gælden

Skrevet af admin

25/08/2015

Dagens topnyheder

Superligaklubben AaB er ikke længere hæmmet af stor gæld til banker og andre kreditorer. Trods et mindre underskud i første halvår af 2015, så er gælden indfriet.

Bestyrelsen i fodboldklubben AaB godkendte tirsdag selskabets delårsrapport for perioden 1. januar til 30. juni 2015.

Og resultatet før skat for perioden blev helt præcist et underskud på 0,4 millioner kroner. I den tilsvarende periode sidste år fik AaB et overskud på 7,8 millioner.

I foråret 2014 vandt AaB dog også både det danske mesterskab og pokalturneringen. Så godt gik det langt fra i 2015, hvor den nordjyske klub måtte tage til takke med en skuffende femteplads i ligaen.

Omsætningen er generelt faldet en smule, og tv-indtægterne er dalet, men resultatet lever alligevel op til forventningerne.

AaB har i perioden indfriet den sidste del af gælden til kreditinstitutter. AaB er nu helt uden langfristet gæld og uden gæld til kreditinstitutter.

I perioden har AaB solgt stopperen Rasmus Thelander til den græske klub Panathinaikos samt angriberen Anders K. Jacobsen til superligarivalen OB.

AaB's egenkapital udgør nu 92,2 millioner kroner. Den likvide beholdning udgør 69,1 millioner kroner.

Resultatforventningerne for regnskabsåret 2015 fastholdes, og der forventes således fortsat et resultat på mellem 0 og minus 5 millioner kroner.

/ritzau/