Trods nederlag: Swansea avancerer i Europa League

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

Når lodtrækningen foretages til fortsættelsen af Europa League, er det blandt andre med Michael Laudrups Swansea i bowlen.

Torsdag aften sikrede holdet sig avancement via andenpladsen i gruppe A. Det skete trods nederlaget på 0-1 på udebane til St. Gallen fra Schweiz. Holdet forsvarede andenpladsen, da gruppevinderen, Valencia, samtidig spillede 1-1 mod FC Kuban Krasnodar.

Meget skulle gå galt, hvis ikke Swansea skulle indløse adgang til forårets knockout-fase i Europa League.

Betingelsen for at blive overhalet af FC Kuban Krasnodar var, at det russiske hold kunne vinde på udebane mod Valencia, samtidig med at Swansea tabte til St. Gallen. Dertil skulle russerne hente mindst tre mål på målforskellen for at realisere overraskelsen.

Den var aldrig helt i nærheden af at indtræffe, da FC Kuban Krasnodar manglede to scoringer.

Michael Laudrup havde valgt en opstilling, der placerede flere store profiler på bænken. Her sad blandt andre Michu, Nathan Dyer og Pablo Hernández.

Swansea leverede en uinspireret indsats, og kampen var i det hele taget ikke det store sus. Efter pausen dominerede St. Gallen, og det var fortjent, da Marco Mathys scorede til 1-0 10 minutter før tid.

Stillingen holdt kampen ud, men Laudrups spillere kunne ånde lettet op, da de efterfølgende erfarede, at FC Kuban Krasnodar ikke magtede at løse sin del af opgaven mod Valencia.

Den walisiske klub kan nu koncentrere sig om opgaverne i England i de kommende måneder. Den næste udfordring bliver udekampen mod Norwich søndag eftermiddag.

/ritzau/