Trods nej til regeringsmagt: Vælgerne bliver hos DF

Skrevet af admin

16/08/2015

Dagens topnyheder

Selvom Dansk Folkeparti blev den vindende bloks største parti ved folketingsvalget 18. juni, sagde partiets formand Kristian Thulesen Dahl "nej tak" til en plads i regeringen.

Og den beslutning har tilsyneladende ikke skadet partiet.

I hvert fald ligger Dansk Folkeparti i en ny måling fra Voxmeter for Ritzau meget tæt på sit historiske valgresultat. Målingen giver partiet 20,7 procent mod valgresultatets 21,1 procent.

Kristian Thulesen Dahl understregede flere gange under de intense regeringsforhandlinger i kølvandet på valget, at partiet kun ville gå med i regering, hvis man skønnede, at partiets indflydelse ville være størst i regeringskontorerne.

Og forhandlingerne endte som bekendt med, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gik solo med en ren Venstre-regering - en regering med færrest mandater i flere årtier.

Ifølge målingen fra Voxmeter er der ikke kun stilstand i vælgeropbakningen til Dansk Folkeparti.

Ikke et eneste parti får i målingen en statistisk signifikant anderledes opbakning end ved valget. Dermed er fordelingen af mandaterne også næsten uforandret i forhold til valget.

Et enkelt mandat er dog i sommerens løb hoppet fra blå blok til de røde partier, så stillingen i målingen er 86-89. I målingen er det Venstre, der taber mandatet på blå bloks vegne, så regeringspartiet nu står til 33 mandater.

Den størst målte forskel er en stigning på 1,3 procentpoint i støtten til Socialdemokraterne med en statistisk usikkerhed i målingen på maksimalt 2,7 procentpoint.

Målingen er fortaget ved telefoninterview i perioden 10. til 18. august, hvor 1036 har deltaget.

19 procent af de adspurgte pegede ikke på et parti, der ville få deres kryds. Årsagerne var, at de enten var i tvivl om partivalg, eller hvorvidt de ville stemme.

/ritzau/