Trods optrappet krig bygger IS gradvist en stat

Skrevet af admin

26/07/2015

Dagens topnyheder

I en opsigtsvækkende artikel i The New York Times vurderer flere mellemøsteksperter, at Islamisk Stat (IS) måske er langt fra at blive nedkæmpet, selv om krigen mod gruppen er blevet stadigt mere optrappet.

Gruppen, der er berygtet for grusomhed og barbari, vinder terræn nogle steder, og synes at få stadig mere kontrol over de steder, som den har erobret.

- Vi bliver nødt til at se IS som en revolutionær, statsdannende organisation, som i dag har udviklet egne love, et religiøst skattesystem, et religiøst politi og en egen shariadomstol, siger Stephen M. Walt til New York Times.

Walt, der er professor i internationale relationer på Harvard, vil ikke udelukke, at IS kan overleve de stadigt mere optrappede angreb fra blandt andet USA. Han mener, at kun en større udenlandske invasion kan gøre det af med IS.

Han og andre eksperter fremhæver over for den amerikanske avis, at Islamisk Stat har bemærkelsesværdigt klare love og er fuldstændigt intolerant over for korruption, hvilket giver gruppen en særlig legitimitet hos mange i Mellemøsten.

Iagttagere siger, at IS på nogle områder har større succes med at opbygge en stat end Syrien og Iran, hvor korruption, fængslinger, vold og tortur er forekommet, længe før Islamisk Stat blev dannet.

- Man kan rejse fra Raqqa i Syrien til Mosul i Syrien, og ingen vil stoppe en - heller ikke hvis du har en million dollar på dig, siger Bilal, som bor i Raqqa, som er Islamisk Stats erklærede hovedstad i Syrien.

- Ingen ville vove at stjæle en dollar her, siger Bilal, der ikke tør oplyse sit fulde navn.

Gruppen udsteder identitetskort, udsteder bestemmelser om biler og fastsætter regler for fiskeri for at hindre overfiskeri.

John E. McLaughlin, som er tidligere vicedirektør i CIA, påpeger, at andre revolutionære bevægelser i historien er kommet til magten, selv om de er blevet kendt for grusomhed og vold.

Han bekræfter, at IS har styrket sit greb om de samfund, der er under gruppens kontrol.

- Men der eksisterer reelt ikke en stat eller en administration - kun en frygtelig blodig krig og kaos, understreger han.

Islamisk Stat, der også er kendt som ISIL, ISIL og Daesh, har et erklæret mål om at opbygge et koloniimperium, der omfatter mange lande.

/ritzau/