Trods skidt forår har afgrøderne det bedre nu

Det våde efterår og det kolde forår gav rynker i panden hos mange planteavlere. Rundt på markerne så det elendigt ud, men den seneste periode med både regn og sol har glattet de værste rynker ud.

- Det kunne have været meget værre, som chefkonsulent i Sønderjysk Landboforening, Finn Olsen, udtrykker det.

- Efter, hvordan det så ud i det tidlige forår, har det rettet sig fint, men det er helt sikkert ikke optimalt. Vi kan stadig se symptomer fra det våde efterår med vådt såbed og hjulspor, ligesom vi kan se skaderne efter de voldsomme snegleangreb i efteråret, fortsætter Finn Olsen og noterer, at der nogle steder også er begyndende tørkeskader.

- Vi havde en tør periode, hvor det tidligt på foråret måtte gang i kunstvandingen, men det giver ikke samme resultat som den regn, der kommer oppefra, siger Finn Olsen.

Rundt i området er der stor forskel på, hvordan tingene står. 90 landmænd besøgte mandag aften nogle marker, hvor det altid står godt. Det er på nogle forsøgsmarker omkring Ultanggård ved Halk nær Haderslev.

- Klimaet og jorden er ideelt herude, så her står det altid godt, siger Finn Olsen fra Sønderjysk Landboforening.

Ved markvandringen blev der set på og diskuteret byg, hvede og raps, og den generelle melding var klar – afgrøderne står godt i det område.

Dagens Gossip

Dagens TV