Trods skud og vold: Unge er mere lovlydige

Skudepisoder og voldelige bandeopgør mellem unge mennesker fylder til tider meget i medierne.

Men en ny opgørelse viser alligevel, at kriminaliteten blandt de helt unge er faldet markant i de seneste år, skriver KL's nyhedsbrev Momentum tirsdag på baggrund af tal fra Statistikbanken.

Hvor 22,1 ud af 1000 15-19-årige fik en dom efter straffeloven i 2006, var tallet faldet til 16,9 i 2011. Det svarer til et fald på næsten en fjerdedel.

Og tallene dækker ikke blot over, at markant færre har fået en dom, men at det samtidig er sket i en tid, hvor der er blevet væsentligt flere i aldersgruppen.

I alle fem regioner er andelen af dømte 15-19-årige faldet med mindst 17 procent. Og i hele 82 af de 98 kommuner er ungdommen også blevet mere lovlydig, skriver KL.

Det gælder både i de største bykommuner og i mindre kommuner. Samtidig gælder faldet praktisk talt alle typer af straffelovsovertrædelser, både tyverier, indbrud, hærværk og vold af "simpel" og mere alvorlig art.

Lars Holmberg, lektor i kriminologi ved Københavns Universitet, hænger tallene op på, at de unges syn på kriminalitet har ændret sig.

- Man oplever det ikke længere som sejt, når andre unge gør noget kriminelt. For nogle år siden havde næsten alle unge eksperimenteret med kriminalitet, mens op mod halvdelen i dag slet ikke har begået noget, der ville være en strafbar handling.

- Og de tror heller ikke, at deres venner og jævnaldrende gør det så tit, som de gjorde tidligere. Dermed gør man det ikke længere så ofte for at være som de andre, siger Lars Holmberg.

/ritzau/

 

Dagens Gossip