Trods stigende vækst buldrer EU's væksttog ikke af sted

Skrevet af admin

05/11/2015

Mest læste i dag

Toget har den rigtige retning, men det mangler endnu at komme op i fart, lyder det fra DI i en kommentar på EU-Kommissionens økonomiske efterårsprognose, som blev præsenteret torsdag.

Med faldende oliepriser, en gunstig valutapolitik og den svage euro har den økonomiske genopretning i år været solid, lød vurderingen fra Bruxelles.

Den går dog fortsat langsomt, lyder det, og den udlægning er DI enig i.

- Genopretningen af europæisk økonomi er ikke kørt af sporet, hvilket er en rigtig god nyhed for europæisk økonomi og danske eksportvirksomheder. Europæisk økonomi har været igennem en længere økonomisk ørkenvandring, men de seneste år har budt på en svag fremgang.

- EU-Kommissionen forudser, at væksten vil være tiltagende i de kommende år, men der er fortsat ikke tale om et væksttog, der buldrer af sted i høj fart, siger Allan Sørensen, seniorchefkonsulent i Dansk Industri.

Sidste år eksporterede danske virksomheder varer og tjenester for 570 milliarder kroner til EU-landene ifølge DI.

Vækstudsigterne for Europa er næsten uændret i forhold til EU-Kommissionens seneste prognose fra foråret. Væksten i eurolandene tiltager fra 1,6 procent i år til 1,8 procent næste år og 1,9 procent i 2017. I hele EU bliver væksten en lille smule højere.

EU-Kommissionen har dog nedjusteret vækstudsigterne for verden uden for EU. Væksten i den samlede verdensøkonomi ventes at være tiltagende fra 3,1 procent i 2015 til 3,5 procent i 2016.

- Den svage euro har været med til at trække gang i eksporten til markederne uden for EU, og samtidig kommer der også mere og mere gang i de europæiske forbrugere, hvilket gør væksten mere bredt funderet, siger Allan Sørensen.

Dansk økonomi vil ifølge prognosen fra de europæiske regnedrenge vokse med 1,6 procent i år, med to procent næste år og 1,8 procent i 2017.

Kommissionens prognose for Danmark er meget på linje med DI's seneste prognose fra august.

/ritzau/