Trods storsejr: DF-formand tøver med regerings-udmelding

Hvis den ny førermåling til de blå står til troende, og holder DF føringen som blå bloks største parti, så "bliver det næste spørgsmål, hvad der er den rigtige regeringskonstellation", siger Kristian Thulesen Dahl.

Han vil dog ikke sige, om DF går i regering, men udelukker intet.

- Jeg har også understreget, at vi ikke er angste for at gå i regering, hvis det er i den position, vi får størst politisk indflydelse. Jeg har bare ikke villet stille det op som en forventning, at vi kom dertil, siger han.

Med 50,6 procent af stemmerne optalt står Dansk Folkeparti til at blive det største parti i blå blok, der også står til at vinde over rød blok uafhængigt af de nordatlantiske mandater.

Alligevel mener Kristian Thulesen Dahl ikke, at Dansk Folkeparti nødvendigvis skal gå i regering.

- Er det politiske grundlag i orden, så er det fint, så skal vi være der. Men er det der ikke, så skal vi ikke, siger han.

Han vil have størst mulig indflydelse og lægger op til hårde forhandlinger:

- Det er ikke sikkert, at de vil give os de indrømmelser, som er nødvendige.

Valgkampen igennem er Dansk Folkeparti jævnligt blevet konfronteret med spørgsmålet om at gå i regering, men Kristian Thulesen Dahl holder stædigt benene på jorden:

- Jeg har ikke troet på, at vi kunne stå i så stærk en position, at vi vil kunne få indflydelse nok på sådan et grundlag, og det ved jeg heller ikke, om vi kan endnu, siger han.

Alle målinger peger på, at Dansk Folkeparti overhaler Venstre og Lars Løkke Rasmussen, som de har peget på som statsministerkandidat valgkampen igennem.

Resultatet er historisk for magtfordelingen i blå blok, hvor Venstre har været det største parti siden 1994.

Samtidig slår Dansk Folkeparti Fremskridtspartiets rekordresultat fra valget i 1973, hvor Mogens Glistrup og partiet fik 15,9 procent af stemmerne.

Dermed er Dansk Folkeparti eneste parti ud over de fire ældste partier, V, K, R og S, der nogensinde har får over 16 procent af stemmerne.

/ritzau/

Dagens Gossip