Trods våbenhvile - to dræbt af bilbombe i Syrien

Skrevet af admin

27/02/2016

Mest læste i dag

Mindst to regeringssoldater blev lørdag morgen dræbt, da en bilbombe eksploderede ved et checkpoint i udkanten af en by i den syriske provins Hama.

Det meddeler statsligt tv ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det sker, efter en våbenhvile trådte i kraft ved midnat.

En af de syriske oprørsgrupper i det nordøstlige Syrien siger desuden, den er blevet angrebet af styrker fra den syriske hær tidligt lørdag morgen. Ellers har der været forholdsvis stille i Syrien siden midnat.

Regeringssoldaterne blev angiveligt angrebet af Islamisk Stat, IS, som ikke er omfattet af våbenhvilen.

Heller ikke den al-Qaeda-forbundne gruppe Jabhat al-Nusra er omfattet. Begge grupper står på FN's liste over terrororganisationer.

Nusrafronten, som er del af al-Qaedas ekstremistiske netværk, har opfordret alle grupper til at kæmpe videre og ignorere aftalen.

Men den syriske regering og op mod 100 oprørsgrupper har godkendt aftalen, som USA, Rusland og flere internationale stormagter har forhandlet sig frem til.

Indtil videre har der kun været rapporter om enkelte skudvekslinger i den vestlige del af landet, siden våbenhvilen trådte i kraft. Også de russiske fly skal været blevet på jorden.

Krigen i Syrien menes nu at have kostet op mod 370.000 mennesker livet, siden konflikten begyndte i 2011. Våbenhvilen skal sikre, at der kan komme nødhjælp frem til den syriske befolkning.

FN's særlige udsending til Syrien, svenskeren Staffan de Mistura, udtalte inden lørdagens to dødsfald, at mindre brud på våbenhvilen er forventelige. Han opfordrer parterne til at afholde sig fra at starte nye kampe.

- Lad os bede for, at dette virker, for det er helt ærligt den bedste chance, som det syriske folk har haft de seneste fem år for at se fremskridt og forhåbentlig noget, der minder om fred, sagde han til Reuters kort efter midnat.

/ritzau/Reuters/AFP