Trøje-krig i colombiansk fodboldkamp

Skrevet af admin

22/10/2013

Mest læste i dag

Fleksibilitet var et fremmedord, da to klubber mødtes til opgør i den bedste colombianske fodboldrække i weekenden.

Udeholdet Independiente Santa Fe, som er på fjerdepladsen i ligaen, havde glemt holdets udebanedragter, og holdets normale dragt lignede hjemmeholdets for meget.

Da hjemmeholdet Boyaca Chico nægtede at skifte til udebanedragter, måtte gæsterne indlede kampen i holdets grå træningstrøjer, hvor holdets stab havde brugt tape til at lave numre på ryggen.

Sideløbende rendte et par medlemmer fra holdets stab udenfor stadion og købte trøjer i souvenirboderne på gaden. En sprittusch kunne tilføje numre og navne på trøjen, og så kunne Independiente Santa Fe vinde kampen med 2-0.

Holdets talsmand Pablo Garcia kan ikke skjule en vis skadefro i en samtale med nyhedsbureauet Reuters.

- Vi er glade, fordi Chico ikke ville medvirke til at løse problemet, men i stedet prøvede at få fordel af situationen, siger han.

Hjemmeholdet Boyaca Chico hører til i den nederste del af ligaen.

/ritzau/