Troels Bech ærgrer sig over Kadrii-skade

Bashkim Kadrii fik en uheldig hovedrolle, da OB i søndags besejrede Viborg med 4-2. Først blev han dobbelt målscorer, da han bragte OB foran med både 1-0 og 2-0. Kort efter det andet mål måtte Kadrii dog forlade banen med en korsbåndsskade.

Det er et stort tab for hele holdet, at de nu skal klare sig de næste seks måneder uden den offensive profil, mener OB-træner Troels Bech:

- Bashkim er vores topscorer og var Superliga-topscorer, da han blev skadet. Det gør i sig selv skaden slem. Men derudover har han også været en meget betydningsfuld spiller for os med sin gennembrudskraft og evne til at skabe chancer. Så hans skade er et alvorligt slag for os, siger han og understreger, at de også kommer til at mangle Kadriis energi inde på banen:

- Vi havde gået og glædet os til kampen i søndags, fordi vi nu endelig havde muligheden for at stille med det hold, som vi stræbte efter. Energien på banen har været i fokus, og Rasmus Falks tilbagekomst og Skúlasons og Spellmans indtræden på holdet har selvfølgelig betydet noget. Men energien kommer bedst til udtryk igennem Bashkim. Han er konstant er på vej frem for at stresse modstanderne, siger Troels Bech.

Bashkim Kadrii har hovedsageligt optrådt på venstre back i de senere år. Men med sommerens køb af Ari Skúlason blev Kadrii rykket helt frem i angrebet. Her har han blomstret med flot spil og tre mål i to kampe. Var han ikke blevet skadet, havde Morten Olsen haft svært ved at gå uden om ham, når landsholdstruppen til de kommende kvalifikationskampe skal udtages, mener Troels Bech:

- Han har i halvandet år været vores bedste back og har formodentlig også været en af landets bedste kanter. Men jeg har altid ment, at han også kunne være en af vores bedste angribere. Havde han fortsat de takter, han har vist indtil videre, var han også kommet ind i landsholdsvarmen.

Kadriis skade samtidig tvinger samtidig Troels Bech til at ændre på spillestilen. I stedet for at spille med en bevægelig type som Kadrii, er OB nu tvunget til at spille med en mere stationær spiller som Morten Skoubo helt i front:

- Vi har ikke nogen, der spiller præcis som Bashkim gør. Så vi kan ikke sætte en Kadrii-light ind. Men så har vi noget andet. Skoubo har masser af erfaring og hovedstødsstyrke. Hvor Kadrii nærmest laver chancer ud af ingenting, er Skoubo er mere en spiller med et stort overblik, der er god i det opbyggende spil, siger Troels Bech.

OB har fået en acceptabel sæsonstart og ligger efter de første tre kampe i sæsonen på en sjetteplads efter én sejr og to uafgjorte.

Dagens Gossip