Troels Bech: Auri vil hellere træne Brøndbys U19-hold

Skrevet af admin

09/03/2016

Dagens topnyheder

Efter cheftræner Thomas Franks opsigelse i Brøndby har klubben hevet Auri Skarbalius op fra U19-holdet til superligatruppen.

Der er tale om en midlertidig aftale frem til sommer, men det er ikke noget drømmejob for litaueren, fortæller klubbens sportsdirektør, Troels Bech, på et pressemøde.

- Vi har fundet den rigtige afløser, nemlig Auri, som har stor kendskab til truppen og kender klubben og alt rundt om. Det er vi glade for.

- Det var ikke hans ønske. Han ville hellere være Danmarks bedste U19-træner. I denne klub står vi skulder ved skulder, og det er Auris beslutning et eksempel for, siger Troels Bech, som understreger, at Skarbalius ikke er i spil til jobbet efter sommerferien.

Sportschefen fortæller også, at spillere og trænere er påvirket af det pludselige kaos i klubben, der er opstået, efter at klubbens formand, Jan Bech Andersen, gennem flere år i sin søns profil har kritiseret træneren og flere andre Brøndby-ledere i et debatfora på internettet.

- Vi er også påvirkede og kede af det, der har udspillet sig det seneste døgn, siger Troels Bech.

- Vi har mistet en medarbejder, der har sagt op. Jeg forstår, hvis andre gør sig overvejelser i den retning og føler sig ramt i det her forløb.

- Nu får vi en chance for at vise, at vi er i stand til at holde fokus.

- Det prøver den sportslige afdeling at holde i dag, så vi kan vinde en fodboldkamp på søndag. Det plejer at løse de fleste problemer, siger sportsdirektøren med henvisning til Brøndbys kommende opgør mod Randers FC i Superligaen.

/ritzau/