Troels Bech: Tror ikke, jeg skal være træner igen

Skrevet af admin

19/06/2015

Mest læste i dag

Når Troels Bech mandag har første arbejdsdag som sportsdirektør i Brøndby IF, så signalerer det med stor sandsynlighed også et stop for trænerkarrieren.

- Ja, jeg ser sådan på det, at det er slut. Jeg tror ikke, jeg skal være træner igen. Og i særdeleshed ikke i Brøndby. Jeg slår ind på en anden retning med det her, siger Troels Bech til Ritzau.

Brøndby IF valgte fredag at fyre sin sportsdirektør Per Rud og i stedet ansætte Troels Bech i jobbet. 48-årige Troels Bech har en lang trænerkarriere bag sig i Alka Superligaen, og han var senest cheftræner i OB, hvorfra han blev fyret i 2014.

Troels Bech har også tidligere været træner i blandt andre FC Midtjylland, Esbjerg og Silkeborg, men nu er det andre opgaver, der venter ham som sportsdirektør.

- Det er jo kun lidt nyt. Jeg føler ikke, at jeg skifter vejbane, det er vel mere et vognbaneskift. Jeg tænker ikke, at det er en helt anden verden, jeg skal ind i nu, siger Troels Bech.

- Jeg kan godt lide at motivere og lede, og det er nok primært det, der appellerer til mig i det nye job, hvor jeg kommer til at arbejde i en klub, der har dygtige spillere, en dygtig stab og som har stor opmærksomhed fra tribunerne, siger Troels Bech.

Troels Bech ønsker ikke at gå i detaljer omkring sit nye job, før han begynder mandag i næste uge, men han er klar over, at tiden på grønsværen bliver byttet ud med andre opgaver i fremtiden.

- Som træner motiverer man direkte gennem spillerne, men nu bliver min opgave at give hele teamet de bedst mulige forudsætninger for at få succes.

- Og for mig er det spændende, når det kan ske i samarbejde med hele det team, der er omkring Thomas Frank (cheftræner i Brøndby, red.), siger Troels Bech.

I Brøndby skal han forsøge at være med til at realisere ambitionen om at blive mester senest i sæsonen 2017/18.

/ritzau/