Troels Lund Poulsens spindoktor vil fri af lækagesigtelse

Peter Arnfeldt er en af de centrale figurer i Thorning-familiens skattesag og var i 2010 særlig rådgiver for Troels Lund Poulsen (V), der var skatteminister under skattesagen.

Peter Arnfeldt blev sigtet for at stå bag lækagen sidste år. Hans advokat, Henrik Stagetorn, vil nu henvende sig til Københavns Politi for at få dem til at tage stilling til sigtelsen.

»Vi har ikke set og hørt noget i kommissionens afhøringer, der kan begrunde sigtelsen, og derfor bør den opgives,« siger han til avisen.

Københavns Politi vil se på Stagetorns henvendelse, men det er endnu for tidligt at sige, om det allerede nu kan afgøres, om der skal rejses tiltale eller om man må vente på kommissionens beretning, siger advokaturchef Dorit Borgaard.

»Vi har fulgt med i kommissionens afhøringer, men kommissionen har en del materiale, som vi ikke har adgang til. Og vi må vurdere, om vi skal vente på, at det lægges frem i beretningen,« siger hun.

Skattekommissionen skal i august og september genafhøre mindst syv af de 42 vidner, der har været afhørt siden august sidste år, samt enkelte nye, og beretningen ventes at være klar i marts næste år.

Politiet behøver dog ikke vente på de supplerende afhøringer, mener Henrik Stagetorn.

»De kommer ikke til at handle om lækagedelen, så der er ikke grund til at tro, der kommer nyt frem om lækagen, selv om for eksempel Troels Lund Poulsen skulle blive genafhørt,« siger han til Politiken.

Dagens Gossip