Troels Lund rejste tvivl om Thorningafgørelse

Ifølge centralt vidne i skattesagen satte både daværende skatteminister Troels Lund Poulsen og hans særlige rådgiver Peter Arnfeldt spørgsmålstegn ved Skats afgørelse af Stephen Kinnocks og Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Ifølge førstehånds-vidnet Steffen Normann Hansen, produktionsdirektør i Skatteministeriet, forstod Troels Lund Poulsen ikke afgørelsen.

Han og hans særlige rådgiver Peter Arnfeldt stillede spørgsmål ved, om den var rigtig, da de blev orienteret om afgørelsen 16. september 2010.

- På et tidspunkt siger Arnfeldt, at han ikke synes at afgørelsen er rigtig, siger Normann Hansen under onsdagens afhøring i Skattesagskommissionen.

- Efter Arnfeldt har sagt sådan, så forklarer Peter Loft (daværende departementschef i Skatteministeriet, red.), hvorfor det er sådan, og at han står inde for afgørelsen. Så siger ministeren: Jeg kan faktisk heller ikke forstå det. Så forklarer Peter det igen, lyder Normann Hansens forklaring.

- Man drøftede ikke muligheden for omgørelsen. Men på vej ud siger ministeren: Hvad nu hvis den alligevel er forkert? Så siger Peter (Loft, red.) vist: Jamen, så kan den komme for skatterådet. Men det var bare som en udgangsbemærkning, forklarer Normann Hansen videre.

- Peter Arnfeldt sagde, at han mente den var forkert, og Troels Lund Poulsen sagde, at han heller ikke kunne forstå det, siger Steffen Normann Hansen.

Produktionsdirektørens vidneudsagn har på forhånd været ventet med spænding, fordi han - ifølge direktør i Skat København Erling Andersen - skulle have oplyst, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen, decideret forsøgte at få ændret Skats afgørelse, der altså frifandt Kinnock/Thorning-parret for skattetænkning.

En udlægning, som Steffen Normann Hansen imidlertid selv har afvist.

/ritzau/

 

Dagens Gossip