Troels Lund sender konto-abe til V-ordfører

Det var Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, der var ophavsmand til ideen om at oprette en særlig konto, hvor borgerne frivilligt kunne indbetale mere i skat.

Det forklarer forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V), da han tirsdag bliver afhørt af Skattesagskommissionen.

Kontoen er blevet beskrevet som en "Helle-fælde", designet til at narre nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der havde talt for at hæve skatterne.

Sådan lød i hvert fald historien, da Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard afgav forklaring til kommissionen.

Ifølge journalisten var det Lund Poulsens spindoktor Peter Arnfeldt, der stod bag kontoen, der i virkeligheden blev oprettet med det formål at fange den daværende opposition på det forkerte ben.

- Idéen var fra Peter Arnfeldt - en gimmick kan man kalde det, sagde Kjærgaard, da han forklarede sig under vidneansvar.

Ifølge journalisten blev det arrangeret således, at Ekstra Bladet fik historien om kontoen, hvorefter Torsten Schack Pedersen skulle stille Thorning et spørgsmål om, hvorvidt hun betalte for lidt i skat.

Kjærgaard antydede, at Peter Arnfeldt sørgede for, at Ekstra Bladet fik særlig hurtig aktindsigt, fordi det ville skade Helle Thorning-Schmidt, hvis avisen skrev historien.

Men Troels Lund Poulsen afviser, at der er sammenhæng mellem oprettelsen af en konto for frivillig indbetaling af skat og Ekstra Bladets interesse for kontoen.

- Det har absolut intet med hinanden at gøre, siger han.

Troels Lund Poulsen forklarer, at Torsten Schack Pedersen i første omgang rejste spørgsmålet om kontoen til Lund Poulsens forgænger på posten som skatteminister, Venstres Kristian Jensen.

Herefter kommer der så også en henvendelse fra en borger, siger Troels Lund Poulsen.

Sagen resulterede i et par artikler i Ekstra Bladet som avisens dækning af Folketingets afslutningsdebat det år.

Kjærgaard har siden undskyldt over for Thorning og udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der også indgik i artiklerne.

 

Dagens Gossip

Dagens TV