Troels Lund spurgte til Thornings skat

Daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) spurgte ved et par lejligheder en ledende embedsmand om, hvordan sagen om Stephen Kinnocks skattepligt skred frem.

Det fortæller daværende produktionsdirektør Steffen Normann Hansen, da han tirsdag afhøres af Skattesagskommissionen.

- På møder med ministeren, hvor vi talte om andre ting, kunne han godt spørge til sagen, lige inden vi gik ud.

- Jeg har deltaget i mange møder med ministeren, men kun en enkelt gang eller to har han spurgt til sagen.

- Jeg har ikke orienteret ministeren om sagens udfald. Jeg har kun orienteret om, hvor langt vi er fremme, siger han.

Steffen Normann Hansen var bindeled mellem direktør Erling Andersen fra Skat København og departementschef Peter Loft.

Han forklarer, at han havde en forventning om at blive løbende orienteret af Erling Andersen, og han orienterede selv videre til Peter Loft.

Men han siger, at han ikke ved, om og i hvilket omfang departementschefen bragte informationerne videre til ministeren.

Steffen Normann Hansen var som produktionsdirektør Erling Andersens chef. I det ministerielle hierarki rangerede han under daværende departementschef Peter Loft.

Normann Hansen blev et slags avanceret sendebud mellem Skatteministeriets top på den ene side og Skat København på den anden side, da det i sommeren 2010 skulle afgøres, om den nuværende statsministers ægtefælle skulle betale skat i Danmark.

Erling Andersen blev afhørt i december 2012, mens Peter Loft endnu ikke er blevet afhørt af skattesagskommissionen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip