Troels Lunds sekretær bemærkede intet

Hun sad placeret midt mellem daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og Skatteministeriets daværende departementschef Peter Loft i lige præcis de måneder, hvor sagen om Thorning-parrets skat blev afgjort.

Alligevel havde den kontoruddannede afdelingsleder Joan Simkus, der var sekretær for skatteministeren, ingen anelse om, at der rundt omkring hende var mere end almindelig interesse for sagen.

Det var i hvert fald det indtryk, hun efterlod, da hun vidnede for Skattesagskommissionen i dens hidtil korteste afhøring. Blot 12 minutter tog det udspørger Lars Kjeldsen at nå igennem sine spørgsmål.

- Jeg har ikke bidt mærke i at der skulle foregå noget ud over almindeligt arbejde, lød et af Joan Simkus' svar.

- Der foregår møder hele tiden.

Selvom hun håndterede ministerens post gik den konkrete sagsbehandling ikke over hendes bord, forklarede hun.

- Men somme tider ved sekretæren jo mere om hvad der foregår, end ministeren ved, bemærkede Lars Kjeldsen.

Men Simkus fastholdt, at hun kun kendte sagen fra medierne. På et tidspunkt så hun kuverten med Skat Københavns afgørelse ligge i ministerens indbakke, men kuverten var lukket. Og hun så ikke selve afgørelsen før den blev offentliggjort langt senere.

/ritzau/

 

Dagens Gossip