Trossamfund er klar til at blive kigget i kortene

Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti varsler ifølge Politiken løbende tilsyn med landets 260 godkendte trossamfund, mens Socialdemokraterne foreslår, at en kommission skal kigge på området.

Som reglerne er nu, er der ingen tilsyn med trossamfund, når de først er godkendt. Ifølge Politiken lægger partierne op til, at trossamfundene skal kigges nærmere efter i kortene gennem tilsyn med økonomi og vedtægter. Det skal også kontrolleres, om retten til fri udmeldelse bliver overholdt.

Ønsket om mere kontrol kommer efter, at Jehovas Vidner på stævner tidligere på sommeren kaldte frafaldne medlemmer for »slanger« og en »dødsensfarlig virus«.

Det er ifølge Støttegruppen for tidligere Jehovas vidner en uacceptabel form for udstødelse, og gruppen har bebudet en politianmeldelse af trossamfundet for overtrædelse af loven om forhånende udtalelser om folk på grund af deres tro.

Jehovas Vidners danske talsmand, Erik Jørgensen, hilser ønsket om mere kontrol af trossamfundets økonomi og vedtægter velkommen, men advarer mod at tro, at politikerne fører en form for sindelagskontrol.

»Man kan frit melde sig ud af Jehovas Vidner. Men man kan ikke lovgive omkring, hvordan folk forholder sig til nogle, der melder sig ud. Det vil være at overtræde religions- og ytringsfriheden,« siger Erik Jørgensen, der siger, at Jehovas Vidners udtalelser ikke er møntet på en bestemt, navngiven målgruppe og derfor ikke overtræder lovgivningen.

Også Mosaisk Trossamfund er indstillet på at blive kigget mere i kortene af politikerne.

»Hvis Folketinget ønsker at ændre reglerne, så vi forpligtes til at indsende vores regnskaber, så er det ikke noget problem for os. Jeg tror bare, man let kommer i en situation, hvor alting ender i kontrol,« siger formand for Mosaisk Trossamfund, Finn Schwarz.

Han advarer mod at tro, at politikerne kan kontrollere sig ud af problemet med, at personer bliver udstødt.

»Vi er enige i, at man skal have retten til at træde ud af fællesskabet, men jeg tvivler på, at det er noget, man kan regulere sig ud af via lovgivningen. Så skulle man jo også begynde at regulere i de familier, hvor søn eller datter ikke har set deres forældre i årevis på grund af en familietvist. Det kan man jo ikke,« siger Finn Schwarz.

»Man burde hellere bruge ressourcerne på at hjælpe dem, der beslutter sig for at bryde ud - uanset om det er eks-rockere eller tidligere Jehovas Vidner. Der burde være nogle steder, de kan gå hen og få hjælp,« siger Finn Schwarz.

Talsmand for Det Islamiske Trossamfund i Danmark, Imran Shah, hilser også en øget kontrol velkommen.

»Vi er selvfølgelig lidt kede af, hvis det er mistillid til Jehovas Vidner, der gør, at politikerne vil stramme op på kontrollen, men de skal være velkommen til at kigge os i kortene,« siger han og understreger, at Islamisk Trossamfund ikke har noget »problem« med folk, der forlader trossamfundet.

Dagens Gossip