Trossamfund: Lov mod blasfemi beskytter minoriteter

Skrevet af admin

09/11/2013

Mest læste i dag

Talsmand for Det Islamiske Trossamfund Imran Shah forstår ikke kirke- og ligestillingsministeren Manu Sareen (R) og hans argumenter for at ville afskaffe blasfemiparagraffen.

- En minister kan aldrig definere eller bestemme, hvordan en religiøs følelse skal være hos en religiøs minoritet. Det ville blive opfattet som et indgreb i den totale religionsfrihed, siger Imran Shah.

Han advarer mod, at en stat gør sig til herre over for religiøse mindretal og dikterer, hvor langt deres religiøse følelse skal række.

- Bare fordi det kulturkristne flertal ikke deler de samme følelser, betyder det ikke, at det skal bestemme over en minoritet, hvis vi lever i et sandt demokratisk samfund, hvor vi skal sørge for at beskytte mindretallet, siger han.

Ifølge Manu Sareen skal ytringsfrihed prioriteres højere end straffe for blasfemi.

Men Imran Shah siger, at blasfemiparagraffen aldrig har begrænset den frie og kritiske debat.

- Ytringsfriheden er altid praktiseret under ansvaret for domstolene, siger han.

Racismeparagraffen vil ifølge Manu Sareen blive styrket af at afskaffe blasfemiparagraffen, men det afviser Imran Shah og henviser til, at race og religion er to forskellige ting. Han mener, at de to paragraffer komplimenterer hinanden.

Ministerens debatindlæg i Politiken lørdag kommer samtidig med, at flere europæiske rapporter viser, at nationalistiske partier med hårde islamkritiske holdninger øger deres indflydelse. Kun syv EU-lande har endnu en blasfemiparagraf.

- At flere andre europæiske lande ikke har en blasfemiparagraf, er måske mere et udtryk for, at de er mere antimuslimske, end Danmark er, siger Imran Shah.

- Hvorfor vil man fjerne den sidste beskyttende foranstaltning, et demokratisk værktøj, der beskytter minoriteter, når man samtidig kan se en kraftig tilstrømning af antimuslimske kræfter i de europæiske samfund, undrer Imran Shah sig over.

/ritzau/