Trump er konkurrenters skydeskive i republikansk tv-debat

Skrevet af admin

17/09/2015

Dagens topnyheder

De 11 mest populære kandidater, der kæmper om at stille op til USA's præsidentvalg for Republikanerne i 2016, er natten til torsdag dansk tid stødt sammen i den anden tv-debat i kapløbet.

I løbet af den flere timer lange debat blev emner som skat, atomaftalen med Iran, immigranter fra Mexico, marijuana, udenrigspolitik og klimaforandringer diskuteret.

Hurtigt stod det dog klart, at kandidaterne ikke længere er bange for at rette deres skarpeste skyts mod mangemilliardæren Donald Trump, som fører i meningsmålingerne.

Floridas tidligere guvernør Jeb Bush, Wisconsins guvernør, Scott Walker, tidligere topchef Carly Fiorina og Rand Paul, senator fra Kentucky, greb alle chancen til at sende spydigheder til og om Donald Trump.

- Vi ved ikke, hvor du er, eller hvor du er på vej hen, siger Scott Walter i en direkte duel med Trump med henvisning til, at Donald Trump endnu ikke har fremlagt store dele af sin politik.

Også Jeb Bush efterlyser en fast hånd og politisk retning.

- Du kan ikke bare, du ved, snakke om alt muligt, fornærme verdens ledere og så forvente at få et godt resultat ud af det, siger Jeb Bush til Donald Trump.

Rammen om debatten er Ronald Reagan-biblioteket i Simi Valley i delstaten Californien.

Tidligere på aftenen mødtes de fire republikanske kandidater, der ikke havde tilstrækkelig opbakning fra vælgerne til at deltage i hoveddebatten.

Her stod Donald Trumps kandidatur også for skud, selvom hovedpersonen selv ikke var til stede.

- Lad os holde op med at behandle Donald Trump som en republikaner. Han er ikke konservativ, han er ikke liberal. Han er ikke en demokrat. Han er ikke en republikaner. Han er ikke uafhængig. Han tror på Donald Trump, sagde kandidaten Bobby Jindal.

- Donald Trump kommer ikke til at blive Republikanernes kandidat, punktum. Det garanterer jeg, lød det fra George Pataki, der deltog i samme debat som Jindal.

Flere målinger fra blandt andet Reuters/Ipsos og New York Times/CBS viser, at Trump fører i kampen om de republikanske vælgeres gunst, mens den pensionerede hjernekirurg Ben Carson ligger nummer to.

Jeb Bush, søn af og bror til tidligere amerikanske præsidenter, er nummer tre.

/ritzau/