Trump fører fortsat - men åndes i nakken af kølig kvinde

Skrevet af admin

20/09/2015

Dagens topnyheder

Mangemilliardæren Donald Trump, der i længere tid har ligget i spidsen i opgøret om at blive de amerikanske republikaneres præsidentkandidat, fører fortsat, viser meningsmåling fra CNN.

Men han har tabt noget efter den anden tv-debat mellem de republikanske kandidater onsdag.

Han er gået fra en støtte på 32 procent til 24 procent.

Derimod stormer den tidligere leder for computervirksomheden HP Carly Fiorina frem og får 15 procent.

Hjernekirurgen Ben Carson, der hidtil har været to'er, dumper ned på tredjepladsen med 14 procent.

Fiorina har tilsyneladende vundet på et isnende svar til Trump, der inden tv-debatten i magasinet Rolling Stone havde antydet, at hun med sit udseende ikke duer som præsident.

- Jeg tror, at kvinder over hele dette land tydeligt hørte, hvad Trump sagde, lød hendes kølige svar under debatten onsdag aften.

Trump har erkendt, at Fiorina havde "en god aften", men at hun også slap med de lette spørgsmål.

Den republikanske landsledelse har ifølge amerikanske medier gennem længere tid satset på, at de republikanske vælgere ville blive trætte af Trump.

Dermed vil de etablerede politiske kandidater som Jeb Bush og Scott Walker komme til at dominere scenen.

Men der er ved at indfinde sig en ny realisme. Det kan meget vel blive Trump, Fiorina eller Carson, der hver især aldrig har indtaget politiske embeder, som vil afgøre kampen om, hvem der skal være Det Republikanske Partis præsidentkandidat.

Vinderen skal formentlig i 2016 dyste mod demokraten Hillary Clinton om, hvem der skal være USA's præsident.

/ritzau/Reuters