Trump: Jeg er beæret over at blive nummer to i Iowa

Skrevet af admin

02/02/2016

Dagens topnyheder

Ted Cruz tager natten til tirsdag dansk tid sejren blandt de republikanske vælgere i Iowa, men det har ikke fået den kontroversielle og populære mangemilliardær Donald Trump til at miste troen på, at han bliver Republikanernes præsidentkandidat.

Det slår Donald Trump fast i en tale til sine støtter, hvor han også takker vælgerne i Iowa for at give ham en andenplads ved vælgermøderne - de såkaldt caucuses.

- Vi sluttede som nummer to, og det er jeg beæret over. Jeg vil samtidig gerne sige tillykke til Ted Cruz, siger Donald Trump, der samtidig takker hele sin kampagnestab for deres arbejde.

- Vi tager videre til New Hampshire i aften, og jeg tror på, at vi tager sejren der, siger Trump med henvisning til delstaten, hvor der bliver afholdt primærvalg 9. februar.

Donald Trump får ifølge amerikanske mediers optællinger 24 procent af stemmerne i Iowa, mens Ted Cruz sikrer sig statens støtte med 28 procents opbakning.

Men det får ikke Trump til at miste troen på, at han til november skal kæmpe med Demokraternes kandidat om at flytte ind i Det Hvide Hus.

- Vi skal nok vinde den republikanske nominering, og vi slår også Hillary, eller hvem fanden de nu ender med at vælge, siger Trump med henvisning til Demokraternes frontløber, Hillary Clinton.

Det officielle resultat for, hvem demokraterne i Iowa støtter, er ved 05-tiden endnu ikke kommet.

Clinton ligger side om side med rivalen Bernie Sanders, mens Demokraternes tredje kandidat, Martin O'Malley, har trukket sig.

/ritzau/