Trump-lejr beskylder Hillary Clinton for smædekampagne

Skrevet af admin

19/07/2016

Mest læste i dag

Donald Trump er vant til rampelyset, men på den første dag ved Republikanernes konvent i Cleveland var det hans kone, Melania, der trak overskrifterne.

Umiddelbart efter, at hun gik fra talerstolen, måtte hun og resten af Donald Trumps lejr forholde sig til beskyldninger om, at Melania Trump havde stjålet flere passager fra Michelle Obamas tale fra 2008.

Men det har ingen ting på sig, forsikrede Donald Trumps kampagneleder, Paul Manafort, efter konventets første dag.

På et pressemøde tirsdag blev han igen spurgt om talen, og her skyndte han sig at rette pilen over i Demokraternes lejr, som han mener står bag anklagerne.

- Vi bemærkede, at Hillary Clinton var den første til at kommentere det og sige, at der er noget usædvanligt ved Melania Trumps tale.

- Det er bare endnu et eksempel på, at når Hillary Clinton føler sig truet af en anden kvinde, så forsøger hun at knuse denne person, sagde Paul Manafort på pressemødet.

Paul Manafort gentog senere argumentet i et interview med CNN.

Her understregede han, at talen blot inkluderede almindelige ord og værdier, og at beskyldningerne om plagiering var absurde.

Ifølge mediet Time har Hillary Clinton ikke officielt kommenteret Melania Trumps tale, men formanden for Den Nationale Demokratiske Komité, Debbie Wasserman Schultz, har sagt, at Trump-lejren nu måtte forklare talen.

Jon Favreau, der tidligere har været Barack Obamas taleskriver, har også kritiseret talen, som han kalder "næsten identisk" med Michelle Obamas.

Stephanie Cutter, der arbejdede som Michelle Obamas personalechef i 2008 har også blandet sig i debatten.

- Ja, plagiat er skidt. Værre er det, at hun er den, der kender Trump bedst og ikke kunne skrive en original tale om ham. Det siger en del, skriver hun på Twitter.

/ritzau/