Trump og Hillary står til sejr i nordøstlige delstater

Skrevet af admin

26/04/2016

Dagens topnyheder

Donald Trump og Hillary Clinton ventes at øge deres føring ved nomineringsvalg tirsdag i fem nordøstlige delstater i USA, hvor et betydeligt antal delegerede skal fordeles hos både Demokraterne og i Det Republikanske Parti.

De republikanske vælgeres favorit ved primærvalgene er fortsat Donald Trump, som har en klar føring i meningsmålingerne i samtlige fem delstater - Connecticut, Delaware, Maryland, Pennsylvania og Rhode Island.

Men det er usikkert, hvor mange af Republikanernes i alt 172 delegerede, han reelt vil få. Et kompliceret system afgør fordelingen af de delegerede, og for eksempel vil kun en lille del af Pennsylvanias 71 delegerede gå til den kandidat, som får flest stemmer.

Hos Demokraterne har Clinton en meget klar føring i meningsmålingerne over rivalen Bernie Sanders i både Pennsylvania og Maryland. De to konkurrerer om i alt 384 delegerede.

Clinton har medvind efter en knusende stor sejr i New York, og hvis hun vinder i de fem delstater, vil der næsten ikke være tvivl om, at hun bliver Demokraternes præsidentkandidat ved præsidentvalget i november.

Clinton har under de seneste valgmøder ikke nævnt Sanders meget. Den tidligere udenrigsminister har i stedet optrappet angreb på Trump.

- Hvis man vil være præsident i USA, så er man nødt til at kende USA. Det er ikke nok at flyve rundt i et stort jetfly, lande og holde en stor tale, hvor man fornærmer alle og enhver, sagde Clinton i Philadelphia mandag aften.

Republikanerne Ted Cruz og John Kasich, som begge forsøger at blive partiets præsidentkandidat, har indgået en pagt, der skal stække milliardæren Trump og forhindre, at han når det magiske antal delegerede inden partikonventet i Cleveland til juli.

Det annoncerer de to kampagner i to separate meddelelser forud for nomineringsvalget i de fem nordøstlige delstater.

/ritzau/AFP