Trump spøger i republikansk kandidat-debat trods afbud

Skrevet af admin

29/01/2016

Dagens topnyheder

Den sidste republikanske tv-debat forud for de første primærvalg i USA's delstater i februar er løbet over skærmen natten til fredag dansk tid.

Men det var ikke politiske slagsmål, der var i fokus. Det var i stedet fraværet af frontløber Donald Trump.

- Jeg er en galning, og alle her på scenen er dumme, fede og grimme. Og Ben, du er en dårlig kirurg, sagde Ted Cruz, mens han kiggede over på sin modkandidat Ben Carson, der er pensioneret hjernekirurg.

- Så, nu har vi fået Donald Trump-delen overstået, sagde han videre med et smil på læben.

Donald Trump har sendt adskillige bredsider mod sine republikanske konkurrenter ved tidligere tv-debatter.

Han trak sig dog med kort varsel fra debatten på Fox News tidligere på ugen, da han efter eget udsagn blev behandlet uretfærdigt ved en tidligere debat på kanalen.

I stedet for at deltage side om side med sine politiske rivaler valgte Donald Trump at få sin egen begivenhed op at stå i Iowa. Mangemilliardærens alternative arrangement fik massiv mediedækning, da tv-stationerne MSNBC og CNN begge dækkede det direkte.

Ifølge Donald Trump stod han dog ikke alene på scenen efter eget ønske.

- Jeg havde ikke lyst til at stå her, for at være ærlig ville jeg hellere være cirka fem minutter herfra. Men når du bliver dårligt behandlet, er du nødt til at reagere - om vi kan lide det eller ej, sagde han i sin åbningstale.

Fox News oplyste ved debattens indledning, at Donald Trump havde krævet en donation til sit velgørenhedsarbejde på fem millioner dollar af tv-stationen for at gå på scenen.

Kandidaternes kamp på direkte tv var markant mere rolig og havde færre fornærmelser på tværs af podiet, end de gange Donald Trump har deltaget i tv-debatterne.

Emnerne nåede rundt om immigration, udenrigspolitik, terror og den militante gruppe Islamisk Stat.

Ved debatten på Fox News i Des Moines, Iowa, deltog Jeb Bush, Ben Carson, Marco Rubio, Ted Cruz, John Kasich, Chris Christie og Rand Paul. De resterende republikanske kandidater diskuterede deres politik ved en tv-debat få timer inden.

/ritzau/