Trump tager store stik hjem ved primærvalg

Skrevet af admin

27/04/2016

Dagens topnyheder

Republikaneren Donald Trump tager ifølge CNN og Fox News sikkert sejren ved partiets primærvalg i delstaterne Pennsylvania, Maryland og Connecticut tirsdag.

Dermed vinder milliardæren opbakning fra foreløbig tre af i alt fem staters vælgere, der peger på deres favorit som Republikanernes præsidentkandidat.

Klokken 02 natten til onsdag dansk tid lukkede valgstederne, og optællingerne er efterfølgende gået i gang.

I Pennsylvania, Maryland og Connecticut er Donald Trumps føring så massiv, at han kan kåres til vinder.

Der foreligger endnu ikke resultater fra staterne Delaware og Rhode Island, men også her har Donald Trump ført i meningsmålingerne forud for valgdagen.

- Tak, Pennsylvania. Tak, Maryland, skriver Donald Trump på Twitter efter de første resultater.

Med sin succes i de nordøstlige stater er den kontroversielle Trump endnu et skridt tættere på nomineringen til partiets kandidat ved præsidentvalget senere på året.

De resterende republikanske kandidater i kapløbet, Ted Cruz og John Kasich, har inden de fem primærvalg indgået en pagt, der skal stække milliardæren Trump og forhindre, at han når det magiske antal delegerede inden partikonventet i Cleveland til juli.

Det var ventet, at Trumps popularitet ville bære ham til sejr natten til onsdag, og derfor ser den konservative kandidat Ted Cruz allerede frem mod delstaten Indiana, der holder primærvalg 3. maj.

- Jeg har gode nyheder til jer. I aften rykker vores kampagne tilbage til mere favorabelt terræn, sagde Texas-senatoren tidligere tirsdag aften, da han talte til sine støtter på et gymnasium i Indiana.

/ritzau/