Trump vil afstive vaklende kampagne med tale om økonomien

Skrevet af admin

08/08/2016

Dagens topnyheder

Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, vil mandag forsøge at få sin valgkampagne tilbage på rette spor efter en flere dage lang periode præget af uheldige udtalelser.

I mellemtiden har Hillary Clinton, Demokraternes bud på en ny præsident, øget sit forspring til den kontroversielle rigmand i de fleste meningsmålinger.

Den faldende opbakning til Trump skyldes ifølge kommentatorer, at han siden partikonventet i juli har lagt sig ud med familien til en amerikansk soldat, der blev dræbt i Irak, samt flere af Republikanernes topfolk.

Men det vil han forsøge at lægge bag sig ved en tale mandag. I den velrenommerede Detroit Economic Club vil Trump præsentere sine idéer for den amerikanske økonomi.

- Hr. Trump vil mandag fremlægge en vision for en økonomisk vækstplan, siger formanden for hans valgkampagne, Paul Manafort, til tv-stationen Fox Business søndag.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

I talen vil Trump komme med løfter om skattenedsættelser og indkomststigninger til den amerikanske middelklasse, oplyser Manafort. Han vil også komme med sit bud på en energipolitik.

Manafort er overbevist om, at Trump dermed kan få kampagnen "tilbage til der, hvor den hører hjemme".

- Og det er at sætte den lunkne økonomi under Obama og Clinton op mod den form for vækstøkonomi, som hr. Trump vil opbygge, siger Manafort.

Kampagnelederen antyder over for Fox Business, ifølge AP, at hvad der er kommet forud for mandagens tale, er uden betydning for udfaldet af præsidentvalget 8. november.

- Det er en tre måneder lang kampagne, konstaterer Manafort.

Hillary Clinton ventes for øvrigt senere denne uge også at offentliggøre sine tanker om den amerikanske økonomi. Det sker på torsdag og ligeledes i Detroit Economic Club, der siden grundlæggelsen i 1934 har opnået international anerkendelse som fora for politiske og økonomiske debatter.

Blandt de mange prominente talere gennem årene er adskillige amerikanske præsidenter.

/ritzau/