Trump vil først besøge Israel som USA's præsident

Skrevet af admin

10/12/2015

Dagens topnyheder

Der bliver alligevel ikke noget møde mellem den amerikanske republikanske præsidentkandidat Donald Trump og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, 28. december i Israel.

Det var ellers meningen. Ifølge Netanyahus kontor onsdag blev mødet aftalt for to uger siden, men nu er det møde udskudt.

- Jeg har besluttet at udskyde min rejse til Israel og planlagt mit møde med Netanyahu til en senere dag, efter at jeg er blevet USA's præsident, siger Trump på Twitter.

Aflysningen kommer, efter at Trump forleden sagde, at USA bør forbyde muslimer at rejse ind i USA efter angrebet i Californien i sidste uge, da et muslimsk par myrdede 14 mennesker på et plejecenter.

Udtalelsen har vakt kritik mange steder, men Trump står ved den.

Netanyahu er premierminister for mange muslimer i Israel.

Hans kontor sagde onsdag, at premierministeren "afviser" Trumps bemærkninger, men israelske ledere har en praksis, hvor de møder amerikanske præsidentkandidater, som besøger Israel, og der gøres ingen undtagelse med Donald Trump.

Tv-stationen Fox har torsdag talt med Trump, der uddyber sin udskydelse af Israel-rejsen.

- Jeg vil ikke bringe ham (Netanyahu, red.) under pres, siger Trump, der også siger, at han har stor støtte i Israel.

- Jeg har masser af israelske venner og en meget stor støtte og en kæmpe støtte fra det israelske folk, mener Donald Trump.

Amerikanske præsidentkandidater besøger ofte Israel for at vise deres støtte til staten, som ofte spiller en stor rolle i amerikansk politik.

Efter Donald Trumps udtalelser om indrejseforbud for muslimer er han imidlertid også blevet mødt med kritiske røster fra Israel. En stribe parlamentarikere har udtrykt deres modstand mod, at han aflægger Israel besøg.

Donald Trump er republikaner og er ifølge meningsmålinger den republikanske kandidat, der har størst opbakning.

/ritzau/AFP