Trusler fra Løkke preller af på DF

Når Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag siger, at han vil give afkald på statsministerposten, hvis han vinder næste folketingsvalg, og Dansk Folkeparti ikke vil være acceptere Venstres forslag til reformer, preller det af på DF's formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Jeg er ret overbevist om, at hvis der efter et valg - om halvandet til to år - er et flertal, der peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, så tror jeg, at han vil sige ja tak til at blive statsminister.

- Jeg kan ikke rigtig forestille mig, at han så vil sige: Der er lige fire betingelser her, der skal være opfyldt, før jeg vil være statsminister, siger Thulesen Dahl til Ritzau.

Det er i et interview med Børsen, at Venstres formand melder klart ud, at han ikke ønsker at præsidere over en regering, der fører en modsatrettet politik i forhold til den, han går til valg på.

Dansk Folkeparti og Venstre er i øjeblikket uenige om, hvorvidt der skal være vækst i den offentlige sektor. Venstre argumenterer for nulvækst, mens Dansk Folkeparti vil have en vækst på 0,8.

/ritzau/

Dagens Gossip