Tryg: Bodil var ikke så slem som Allan

Skrevet af admin

06/12/2013

Dagens topnyheder

Det ser ud til, at Bodil bliver billigere end Allan - i hvert fald for forsikringsselskaberne.

Efter stormen Bodil har blæst ind over landet, vurderes det nu, at omfanget af forsikringsskader giver forventning om, at både danskerne og forsikringsselskaberne slipper billigere denne gang end ved stormen Allan, der rasede 28. oktober.

- Baseret på antallet af registrerede skader er det vores forhåbning, at det ender noget mildere end sidst. Men det er for tidligt at sige præcist på nuværende tidspunkt, siger kommunikationsdirektør Steffen Lundgren Kristensen fra Tryg til Ritzau Finans.

Kvart i ni fredag morgen havde Tryg modtaget 1000 henvendelser fra kunderne, enten telefonisk eller via anmeldelser over nettet.

- Det har virkelig taget fart fra morgenstunden, men de 1000 registreringer hidtil er færre, end vi havde regnet med. Lige nu er der ikke kø på telefonerne, men det er for tidligt at sige, hvordan det ender, siger Steffen Lundgren Kristensen.

I forbindelse med stormen Allan har Tryg registreret 27.000 skader. Forsikringsselskabets første estimater lød på mellem 20.000 og 30.000 skader.

Tryg vil ikke binde an med en vurdering af, hvad Bodil kommer til at løbe op i. Og man vil heller ikke komme med et skøn på, hvad Allan har kostet selskabet.

/ritzau/