Tryg sætter 15 øre i banken for hver krone i præmier

Forsikringsselskabet Tryg kommer ud af første halvår af 2014 med et overskud på over 1,3 milliarder kroner mod lidt over en milliard kroner i perioden sidste år. Det viser selskabets regnskab.

Koncernchef Morten Hübbe siger, at fremgangen viser, at selskabets tiltag for at effektivisere virker.

- Vi har forbedret combined ratio og opnår, selv om vi fraregner de ekstraordinære engangseffekter, en lavere omkostningsprocent, siger koncernchefen i en kommentar til regnskabet.

Nøgletallet combined ratio viser de samlede udgifter til erstatning og administration i forhold til præmieindtægterne. Sagt med andre ord brugte Tryg i første halvår 84,9 øre for hver krone, koncernen fik ind i præmieindtægter. Samme halvår i 2013 var det 88,6 øre.

Og det er næsten over hele linjen - både hos privatkunderne og hos erhvervskunderne, at omkostningerne er faldet.

- Vores konkurrenceevne styrkes, og det giver afsæt for vores fortsatte arbejde med at skabe tryghed og værdi for vores kunder, medarbejdere og aktionærer. Samtidig ser vi en forbedring i præmieudviklingen, selv om der fortsat er et stykke vej til vækst på toplinjen, siger Morten Hübbe.

Koncernchefen er "meget tilfreds" med udviklingen i selskabet inden for flere områder.

- Efter i en periode at været faldet, stiger antallet af kunder i Privat Norge, og i Privat Danmark er der en forbedret trend i kundeudviklingen. Samtidig ser vi i både Danmark og Norge en forbedret kundefornyelse i Erhverv, siger direktøren.

Tryg fik i årets første seks måneder 9,3 milliarder kroner ind i bruttopræmieindtægter. Det er en stigning på 294 millioner kroner i forhold til halvåret 2013. Oveni har skadesniveauet i andet kvartal i år været lavt - især når man ser på store skader.

/ritzau/

Dagens Gossip