Tsarnaev-brødre ville til fest efter terroraktion

Ifølge CNN.com har politikilder oplyst, at de to brødre havde talt om at tage til »party« i New York, efter at de havde udløst bomberne i Boston.

Oplysningerne kommer fra den overlevende gerningsmand, Dzhokhar Tsarnaev.

En amerikaner, der blev taget som gidsel af de to brødre, har desuden fortalt politiets efterforskere, at de to brødre havde en samtale, hvori ordet Manhattan indgik.

Dzhokhar har oplyst til politiet, at de to brødre var »selv-radikaliserede« jihadister, der handlede på egen hånd, angiveligt med den ældste bror, Tamerlan, som planlægger af bombeangrebet.

Mens politiets efterforskning i sagen fortsætter, genåbnede Boylston Street i Boston onsdag for fodgængere. De bortsprængte dele af gaden er reetableret, og ifølge CNN.com er gaden vendt tilbage til sit oprindelige udseende.

Tre blev dræbt ved bombesprængningerne under afslutningen på Boston Marathon for ni dage siden, og 282 personer blev såret. Af dem er 39 fortsat indlagt på hospitalet, oplyser CNN.com.

Onsdag var hundredvis af borgere mødt op ved Massachusetts Institute of Techonology for at mindes universitetsbetjenten Sean Collier. Betjenten blev skudt af Tsarnaev-brødrene, da han eftersatte brødrene i sin bil torsdag aften.

Dagens Gossip