Tsipras lover at præsentere græske reformforslag torsdag

Skrevet af admin

09/07/2015

Mest læste i dag

En pakke fra Grækenland med konkrete og troværdige reformforslag vil lande på de relevante modtageres bord i løbet af torsdag, slår den græske premierminister, Alexis Tsipras, fast.

Dermed lover han at fremlægge sine planer for reformer, som skal få Grækenlands økonomi på ret køl og samtidig tilfredsstille de internationale långivere. Til gengæld skal kreditorerne yde lån til de trængte grækere.

- Den græske regering vil i morgen (torsdag, red.) præsentere nye, konkrete forslag, troværdige reformer, til at nå en fair og realistisk løsning, sagde Tsipras onsdag i EU-Parlamentet i Strasbourg ifølge AFP.

Hvis udmeldingen holder stik, vil Grækenland overholde tidsfristen, der udløber ved midnat torsdag, for at komme med et seriøst forslag til de europæiske ledere, hvis tålmodighed er ved at være slidt op.

Torsdagens deadline blev sat, efter at eurozonens stats- og regeringsledere tirsdag holdt et hasteindkaldt topmøde i Bruxelles om den græske krise.

De forlangte efterfølgende en fuldstændig reformplan fra den græske regering, mens den "endelige tidsfrist" udløber søndag, hvor samtlige 28 EU-medlemslande samles til topmøde.

EU-præsident Donald Tusk gentog onsdag, at søndagens møde er Grækenlands allersidste chance for at undgå et såkaldt grexit - at grækerne smides ud af eurosamarbejdet.

- Dette er i sandhed det sidste wake-up call for Grækenland og for os, vores sidste chance, sagde han og advarede, at hvis forhandlingerne kollapser endnu en gang "ender det muligvis i et græsk bankerot" med problemer for hele Europa til følge.

Grækenland kæmper for at få økonomien til at hænge sammen, og onsdag sendte landet en formel ansøgning om et kriselån til ESM, Den Europæiske Stabilitets Mekanisme.

Det vides ikke, hvor mange penge det sydeuropæiske land har anmodet om, men eurogruppens finansministre skal nu behandle ansøgningen.

Grækenlands seneste støtteprogram udløb ved udgangen af juni, hvor landet samtidig misligholdt et lån til Den Internationale Valutafond, IMF, på 1,5 milliarder euro.

Siden har de græske banker og børsen i Athen holdt lukket i et forsøg på at undgå en statsbankerot, og grækerne kan i øjeblikket højst hæve 60 euro om dagen fra bankernes hæveautomater.

/ritzau/