Tsipras sagde goddag til Merkel og resten af EU-toppen

Skrevet af admin

13/02/2015

Dagens topnyheder

Det sker flere gange om året, at der er nye ansigter i lokalet, når der er EU-topmøde i Bruxelles. Men nogle gange er der bare mere opmærksomhed om de nye topmødedeltagere end andre gange.

Torsdag løb græske Alexis Tsipras, der blev valgt for to en halv uge siden, med meget af opmærksomheden fra de øvrige ledere og i medierne. Mens der var mindre virak om den anden debutant, Rumæniens præsident Klaus Iohannis.

EU's største kassemester, Tysklands forbundskansler Angela Merkel, der potentielt også er Tsipras' stærkeste modpart i den ulmende ballade om Grækenlands gæld, siger, at hun og Tsipras "hilste pænt på hinanden".

- Jeg har sagt til ham, at der fra min side er meget stor vilje til, at vi får et godt samarbejde. Det har han gengældt, og så må vi nu se på de forskellige punkter, hvor vi også skal nå frem til nogle fælles beslutninger. Det var meget venligt, siger Merkel.

Kommissionsformand Jean-Claude Juncker lod på sit pressemøde efter topmødets afslutning forstå, at der stadig er langt til en løsning for Grækenland. Og at han "stadig er bekymret".

Tsipras selv siger om mødet med de øvrige ledere, at især den spanske premierminister, Mariano Rajoy, "virkede nervøs".

Det må formodes at være en kommentar til mediespekulationer om, at Rajoy er bange for, at den spanske venstrefløjs protestbevægelse Podemos skal få vind i sejlene af partiet Syrizas jordskredsvalg i Grækenland.

- Der er ingen pointe i at overføre dine nationale bekymringer til forhold i udlandet. Det er en forkert tilgang. Spaniens hjemlige problemer skal løses i Spanien ved at gennemføre politik, der er acceptabel for det spanske folk, siger Tsipras.

/ritzau/