Tsipras tror på en løsning på gældskrisen

Skrevet af admin

19/06/2015

Dagens topnyheder

Der vil blive fundet en løsning på den græske gældskrise, og Grækenland kommer til at fortsætte som medlem af eurozonen, siger landets premierminister, Alexis Tsipras.

Han anslår den optimistiske tone dagen efter, at de græske gældsforhandlinger brød sammen.

Torsdag aften måtte de 19 eurolandes finansministre opgive at finde en løsning på den græske gældskrise på mødet i Luxembourg.

EU-præsident Donald Tusk har indkaldt eurolandenes ledere til et hastemøde mandag aften i Bruxelles.

Tsipras ser krisemødet som et godt tegn, siger han fredag.

- Topmødet på mandag er en positiv udvikling på vejen mod en bedre aftale, siger Tsipras' kontor i en udtalelse, skriver Reuters.

- Alle, der tror på krise og terrorscenarier, vil tage fejl. Der kommer en løsning bygget på respekt for EU's regler om demokratiet, som atter vil lade Grækenland opleve vækst indenfor eurozonen, lyder det i meddelelsen.

Grækenlands nuværende låneprogram udløber den 30. juni. Den græske statskasse er ved at være tom, og Grækenland risikerer at gå statsbankerot, med mindre der kommer en aftale på plads med de græske kreditorer inden den 30. juni.

Det har ført til spekulationer om, at Grækenland kan blive tvunget til at forlade eurozonen.

I et interview advarer Tsipras om, at et græsk exit - et såkaldt "Grexit" - fra eurozonen vil være "begyndelsen på enden" på det europæiske valutasamarbejde.

- Det famøse Grexit kan ikke være en mulighed for hverken grækerne eller EU. Det ville være et uigenkaldeligt skridt, det ville være begyndelsen på enden for eurozonen, siger den græske regeringsleder i et interview med den østrigske avis Kurier.

/ritzau/AFP