Tsipras: Vi har fået mandat til at regere i fire år

Sejrherren ved det græske parlamentsvalg advarer grækerne om, at der venter hårde tider.

Alexis Tsipras, den afgående premierminister, har som leder af det venstreorienterede parti Syriza genvundet magten, og i sin sejrstale i det centrale Athen siger han til sine jublende tilhængere, at Syriza nu har vundet mandat til at regere i fire år.

Men han advarer om, at der venter svære tider.

Alexis talte klokken 22 dansk tid, og på det tidspunkt var godt halvdelen af stemmerne fra valget talt op.

Syriza lå da til at få 35,54 procent af stemmerne, mens rivalerne i det konservative Nyt Demokrati lå til 28,07 procent.

Det største parti får efter de græske regler yderligere 50 mandater i parlamentet med 300 pladser.

Derfor ser det ud til, at Syriza kan danne regering med nationalisterne i Uafhængige Grækere, sådan som det også skete efter forrige valg i januar.

Tsipras bekræftede sent søndag ifølge nyhedsbureauet AFP, at de to partier danner regering igen.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip