Tsunami-ramt atomkraftværk lækker igen

Operatøren af det tsunamiramte atomkraftværk ved Fukushima i Japan har fundet endnu en læk, og selskabet Tepco søger tilladelse til at lede store mængder vand ud i havet.

Det er sket flere gange over de seneste måneder, at atomkraftværket Daiichi lækker radioaktivt vand.

Værket blev delvist ødelagt, da en tsunami medførte nedsmeltning og eksplosioner i 2011.

Lækken blev opdaget lidt før middag onsdag, da en arbejder fik øje på vand, der dryppede mellem nogle tanke.

Den japanske regering har i sidste uge krævet, at Tepco øger kapaciteten af vandbeholdere og bygger en væg af frossen jord omkring fire reaktorer, for at undgå at radioaktivt vand siver ud.

Tepco arbejder med at konstruere en vandledning, som skal lede vand væk fra værket og ud i havet. Den plan kræver godkendelse af lokale myndigheder og fiskere, som modsætter sig planen om at hælde 100 ton vand ud i havet dagligt.

For en måned siden kom en melding om, at så meget som 120 ton radioaktivt vand kunne være sivet ud fra atomkraftværket i Fukushima.

Selskabet har haft en række problemer med at kontrollere grundvandet og samtidig opretholde det enorme kølingssystem, der skal holde reaktorerne stabile.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip