Tsunami-varsel i Indonesien: Voldsomt jordskælv udløser alarm

Et kraftigt jordskælv på 7,8 har ramt et område i havet sydvest for Indonesien, oplyser den amerikanske overvågningstjeneste USA's Geologiske Overvågning (USGS).

Indonesien og Australien udsendte umiddelbart efter skælvet advarsler om risiko for tsunami, men alarmen er senere blevet afblæst.

Skælvets epicentrum ligger 808 kilometer sydvest for Padang, oplyser USGS, som først angav, at skælvets styrke var på 8,2, men som senere nedjusterede det til 7,9.

Senere igen er det nedjusteret til en styrke på 7,8.

Skælvet skete i 24 kilometers dybde og ikke ti kilometer nede, som det først blev meddelt.

- Der er indtil nu ingen informationer om dræbte, siger Heronimus Guru, der er vicechef i hjælpeoperationerne i området.

Der er ikke umiddelbart rapporter om ødelæggelser.

Reuters påpeger, at hjælpeoperationer besværliggøres af, at mørket er faldet på.

Området har tidligere været ramt af en stor tsunamikatastrofe efter et jordskælv. I 2004 blev tusindvis af mennesker dræbt i Indonesien og i lande ved Det Indiske Ocean på grund af jordskælv og en ødelæggende tsunami.

I Indonesien blev navnligt Aceh ramt hårdt af tsunamikatastrofen i 2004.

Indonesien indgår i den såkaldte "Stillehavsring af Ild", som er en højaktiv seismologisk zone, hvor flere kontinentalplader eller oceanbundsplader mødes og skaber et stort antal skælv og vulkaner.

/ritzau/Reuters

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip