Tsvangirai nægter at anerkende valgresultat

Nyhedsbureauet AFP skriver, at Tsvangirai vil tage resultatet op i retten, og at »landet er i sorg«, efter at præsident Robert Mugabes parti, ZANU-PF, lørdag officielt blev bekræftet som vinder af onsdagens valg.

Mugabe vinder flertal med to tredjedele af de i alt 210 pladser i Zimbabwes parlament, og med de 140 pladser kan partiet egenhændigt ændre landets forfatning.

Morgan Tsvangirai har beskrevet præsidentvalget som en »farce« og hævder, at omfattende valgsvindel har fundet sted.

Hans parti, Bevægelse for Demokratisk Forandring, har erklæret, at man ikke anerkender valget eller den nye regering, der følger af valget. Imens har Den Afrikanske Union erklæret, at valgets afvikling var fair.

89-årige Robert Mugabe og hans ZANU-PF-parti har været ved magten i Zimbabwe, siden landet blev uafhængigt fra Storbritannien i 1980.

Mugabe anses af vestlige lande for at være en despot, som har ført landet på afgrunden af ruin og krænket menneskerettighederne.

BNB

Dagens Gossip

Dagens TV