Tsvangirai: Zimbabwes valg er en kæmpe farce

På et pressemøde i MCDs hovedkvarter sagde Tsvangirai, at onsdagens valg bør betragtes som »ugyldigt« på grund af uregelmæssigheder og valgsvindel begået af den 89-årige Mugabes ZANU-PF-parti.

»Det har været en kæmpe farce«, sagde Tsvangirai ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Efter vores opfattelse er valget ugyldigt,« tilføjede han.

Ifølge de ledende nationale valgobservatører, Zimbabwe Election Support Network (ZESN), er tusindvis af Tsvangirais bystøtter blevet forhindret i at stemme, mens det ikke gælder i samme omfang for de landlige vælgere, som primært stemmer på Mugabe.

Selv om valgmyndighederne endnu ikke har annonceret resultatet, men ifølge Reuters forventes at gøre det mandag, har Robert Mugabes parti torsdag udråbt sig selv som vinder med en jordskredssejr over Tsvangirai.

»Vi har vundet dette valg. Vi har begravet MDC. Vi har aldrig tvivlet på, at vi ville vinde,« sagde en højtstående kilde fra Mugabes parti til Reuters på betingelse af anonymitet.

Udråbelsen af Mugabe og partiet som sejrherrer sker til trods for, at det er ulovligt at offentliggøre uofficielle valgresultater i landet, hvorfor politiet onsdag bedyrede, at man ville anholde enhver, der gik ud med tidlige påstande om vinderen.

Dagens Gossip

Dagens TV