Tunesien: Vi har forpurret et nyt angreb mod strandhotel

Skrevet af admin

18/11/2015

Mest læste i dag

Et nyt angreb mod strandgæster og turister i den tunesiske badeby Sousse er tilsyneladende blevet bremset.

Politiet i Tunesien oplyser, at det har forpurret et plot om et nyt attentat mod et strandhotel i Sousse, hvor 38 mennesker blev dræbt i juni. Det skriver BBC.

Det er det tunesiske indenrigsministerium, der har offentliggjort oplysningerne om det planlagte angreb, og "mere end et dusin" formodede islamister er blevet anholdt, lyder det.

Samtlige anholdte menes at have modtaget træning i Syrien eller Libyen, tilføjer ministeriet ifølge BBC.

I juni gik en militant fra gruppen Islamisk Stat (IS) til angreb mod badegæster, da han skød vildt om sig på en strand. Størstedelen af de dræbte var britiske turister.

Gerningsmanden åbnede ild mod feriegæsterne med et maskingevær skjult i en parasol. Han blev skudt og dræbt af politiet.

Tragedien på stranden kom efter et blodigt angreb ved Bardo-museet i hovedstaden Tunis i marts, hvor bevæbnede mænd dræbte 21 turister og en politibetjent, inden de selv blev dræbt.

Indenrigsministeriets udmelding kommer i kølvandet af fredag aftens blodige angreb i Frankrigs hovedstad, Paris, hvor mindst 129 mennesker blev dræbt i flere koordinerede angreb ved blandt andet landets nationalstadion, caféer og et spillested.

Disse aktioner har Islamisk Stat ligeledes taget skylden for.

Ifølge BBC er de seneste anholdelser en del af en af Tunesiens største antiterroraktioner.

Embedsmænd siger, at de militante havde planer om målrettet at gå efter politikere, strande og sikkerhedscentre i Sousse.

Mandag blev syv kvinder anholdt i landet. De er mistænkt for at være en del af medie-enheden i Islamisk Stats allierede i Tunesien, Jund al-Khilafa, skriver BBC.

/ritzau/