Tunesiens lovgivende forsamling indstiller dens arbejde

Det siger formanden for landets lovgivende forsamling, Mustapha Ben Jaafar, ifølge Reuters.

»Jeg påtager mig ansvaret som præsident for ANC (nationalforsamlingen, red.) og suspenderer forsamlingens arbejde, indtil en dialog indledes,« sagde Mustapha Ben Jaafar ifølge Reuters tirsdag på tunesisk stats-tv.

Formanden henviser til den politiske krise, som landet blev kastet ud i efter drabet på oppositionspolitikeren Mohamed Brahmi i juli.

Drabet har fået adskillige medlemmer af oppositionspartierne til at boykotte forsamlingens møder.

Oppositionen kræver regeringens afgang, og regeringspartiet - det moderate islamiske parti Ennahda - udelukker enhver dialog, der forudsætter partiets exit fra regeringen. Dermed er situationen fastlåst, og formanden for den lovgivende forsamling revser partilederne for deres manglende evne til at tale sammen.

»Trods situationens alvor og i stedet for at arbejde sammen i enighed er partilederne desværre gået i den modsatte retning ved at skabe splid og mobilisere i gaderne,« sagde han ifølge Reuters.

Den politiske krise har medført en stigende grad af uro i gaderne i Tunesien.

Tunesisk politi skød og dræbte tirsdag en islamistisk militant i Rawad nær hovedstaden Tunis. Søndag dræbte politiet ligeledes en islamist og anholdt fire andre under en razzia mod en bolig i Kabaria-distriktet i Tunis.

Det skete dagen efter, at tusindvis af demonstranter gik på gaden for at tilkendegive støtte til regeringen.

Dagens Gossip