Tunesisk politiker likvideret foran sin familie

Brahmi var kendt som en udtalt kritiker af landets islamiskledede regering og har som medlem af landets parlament været med til at udarbejde det nordafrikanske lands nye forfatning.

»Han blev skudt foran sit hus, hvor han opholdt sig sammen med sin handicappede datter. Drabsmændene flygtede på en motorcykel,« siger partifællen.

Ifølge AFP blev episoden også overværet af Brahmis andre børn og hans kone, som så deres far og mand blive ramt af 11 skud.

Brahmi var en del af toppen i Tunesiens nationalistiske og sekulære parti, og han er blevet dræbt omkring et halvt år efter, at en anden fremtrædende sekulær tunesisk politiker blev likvideret. Det førte dengang til store protester og en politisk krise, og det tyder på, at torsdagens drab også får konsekvenser.

Meddelelsen om drabet på Brahmi har foreløbig medført store demonstrationer i byen Sidi Bouzid, der er arnested for den revolution, der blev startskuddet til Det Arabiske Forår i Mellemøsten.

»Tusindvis af mennesker er gået på gaden, folk har blokeret vejene og sat ild til bildæk. De er meget vrede,« siger indbyggeren Mehdi Horchani til Reuters.

Demonstranter har angiveligt også sat ild til det islamistiske regeringsparti Ennahdas hovedkvarter i byen, mens andre demonstranter har forsamlet sig foran indenrigsministeriet i Tunis, hvor de råber slagord mod regeringen og kræver dens afgang.

Regeringspartiet har fordømt drabet på Brahmi, og det samme har Frankrigs præsident, Francois Hollande. Han opfordrer indbyggerne i den tidligere franske koloni til at stå sammen om Tunesiens demokratiske udvikling.

Dagens Gossip