Tunesiske hotelansatte: Vi gik direkte mod kuglerne

Skrevet af admin

30/06/2015

Dagens topnyheder

En større gruppe ansatte fra flere tunesiske strandhoteller forsøgte at stoppe en blodig massakre fredag i sidste uge ved at danne en menneskemur mod gerningsmanden.

Den britiske avis The Guardian viser billeder fra umiddelbart efter massakren, da Seifeddine Rezgui åbnede ild mod de solbadende turister på stranden, hvor 38 personer blev dræbt.

På disse billeder kan man blandt andet se, hvordan gerningsmanden lusker væk med sit kalasjnikovgevær, mens mindst ni unge mænd går side om side bag ham.

En af dem var den 18-årige Ibrahim al-Ghoul, som underviser i paragliding. Han løb hen mod stedet, hvor Rezgui stadig skød mod turisterne.

- Vi gik direkte mod kuglerne. Jeg havde på fornemmelsen, at han ikke ville skyde mod så mange arabere, siger Ibrahim al-Ghoul.

Ingen af mændene havde våben. De dannede en afskærmende mur mod hotellets strandområde, mens politiet var på vej.

Også en 25-årig ansat på nabohotellet kom løbende, da han hørte, at der stadig var overlevende mellem de mange dræbte på Imperial Marhaba.

- Det var skæbnens øjeblik. Så var det lige meget, om man blev dræbt eller ej, siger Yassine Sadkaoui.

Siden luskede gerningsmanden væk i strandkanten, og derefter løb han gennem en sidegade, hvor han råbte til beboerne:

- Jeg er ikke kommet efter jer. Gå væk, fortæller Ghoul.

Kort efter blev Seifeddine Rezgui skudt af politiet, da en beboer havde kastet tagsten i hovedet på ham.

Tunesiens turistminister har tirsdag ifølge Reuters skønnet, at massakren vil koste landet 515 millioner dollar, eller 3,4 milliarder danske kroner. Turisme er en vigtig del af landets økonomi.

/ritzau/