Tung Ottesen hurtigst i indledende på 100 butterfly

Jeanette Ottesen følte sig ikke specielt skarp i indledende heat på 100 meter butterfly ved EM i svømning i Berlin.

Alligevel satte hun torsdag formiddag bedste tid med 57,42 sekunder blandt de 31 startende.

- Jeg følte mig lidt tung i det i morges. Jeg havde fri onsdag, og jeg skulle lige i gang igen.

- Men det var en god morgentid, og jeg skal bare gøre det samme igen i aften i semifinalen, og så ser vi, hvad der kan ske i finalen, siger Ottesen.

Hun lægger ikke ret meget i, at hun var bedre svømmende end sin største guldkonkurrent, svenske Sarah Sjöström, der slog Ottesen i finalen på den halve distance.

- Det betyder ingenting, indledende skal bare overstås for mig. Og Sarah ligger bare og bader nu, siger Jeanette Ottesen.

Hun har allerede lagt en plan for, hvordan hun skal få skovlen under Sjöström, der er utroligt godt svømmende for tiden.

- Jeg ved, hvad der skal til for at knække hende. Jeg må ikke gå så kold mod slutningen, som jeg har haft for vane, og det har jeg arbejdet meget på.

- Nu skal det bare lykkes, og så kan det blive rigtigt farligt, siger Ottesen.

Semifinalerne - hvor Ottesen og Sjöström svømmer i hver sit heat - er programsat til klokken 18.31 torsdag aften.

/ritzau/

Dagens Gossip