Turismen i verden vokser: Europa er fortsat toprejsemål

Skrevet af admin

20/01/2014

Dagens topnyheder

Trods økonomiske problemer i store dele af verden voksede turismen på globalt plan til næsten 1,1 milliarder turister sidste år. Europa topper fortsat listen over mest populære rejsemål.

Det viser tal fra FN's turismeorganisation, UNWTO, der har hovedkontor i den spanske hovedstad Madrid.

Det ventes at væksten vil stige yderligere i 2014 med 4 - 4,5 procent, hedder det i organisationens nye rapport.

Størst fremgang viser Asien og Stillehavsregionen, hvor væksten nåede op på seks procent og 248 millioner feriegæster.

Europa topper fortsat listen over mest populære rejsemål, og sidste år besøgte 565 millioner internationale turister det europæiske kontinent. Det er en stigning på fem procent i forhold til 2012.

Kinesiske turister, som er den gruppe, der spenderer mest på ferierejser, brugte 28 procent flere penge i de første ni måneder af 2013, mens russernes forbrug steg med 26 procent for samme periode.

Kineserne brugte 102 milliarder dollar (562 milliarder kroner) i 2012.

/ritzau/AFP